You are here

Lounge i Latinerhaven

Latinerhaven er en lille glemt oase bagved det gamle rådhus på Stændertorvet og lige op ad Roskilde Gymnasium. Loungemøbler og scene skal gøre det mere attraktivt at bruge haven.

I sensommeren 2013 fik den nye opholdsmøbler, blomsterkasser, en gynge og en lille scene, som kan bruges til mindre arrangementer. Før var der bare en plæne og en grusplads. Det var spild af godt udeareal med central placering og en masse unge lige i nærheden.

Derfor spurgte Roskilde Kommune på Ungedag 2012 en gruppe unge, hvad de synes haven kunne bruges til. Unge fra gymnasiet men også andre uddannelser i byen havde masser af idéer og lyst til at komme i gang. Så mange idéer, at Ungeudvalget indstillede til Kultur- og Idrætsudvalget, at projekt Unge i Latinerhaven var noget af det vigtigste at arbejde videre med i 2013. Det var en stor succes.

Projektet blev videreudviklet af kunstnergruppen Bureau Detours, som tog de unge med på råd gennem workshops og sågar inddrog de unge i byggearbejdet. Det var en klasse på tømrerlinjen fra Teknisk Skole og unge fra gymnasiet,der mødte op efter skoletid og byggede anlægget sammen med kunstnerne.

Målet er på sigt at udvikle Latinerhaven til at være et centralt opholds- og mødested i Roskilde By for alle, men udviklet af og med unge og unge som en primær målgruppe.

Projektet er finansieret af Kom Ud og Leg-puljen.

Senest opdateret

21.09.2015